Jeg brugte de næste par dage til at sige gode bekræftelser til mig selv, og det hjalp mig så følelsen ikke voksede sig til en kæmpe som jeg ikke kunne rumme.
Nogen vil måske tænke hvorfor jeg kan reagere på at skulle være alene med mit eget barn, men det hænger jo sammen med de oplevelser jeg har haft i min barndom. Jeg havde konstant en følelse af at jeg gjorde tingene forkert, fordi der var jo ingen der elskede mig uanset hvad jeg gjorde. Jeg frygtede altid nye ting og aktiviteter, og det gør jeg stadig i dag. Derfor reagere jeg usikkert og angst ved at skulle være alene med Arthur, fordi jeg ikke har prøvet det før.
MEN nu sidder jeg så her og tænker - "fuck hvor har det været en fantastisk dag med Tusse". Vi har virkelig hygget os, så det har været en kæmpe succes for mig, og jeg vælger at huske på denne følelse.
Der har været plads til både planlagte og spontane aktiviteter. Og alle mine tanker og følelser om at jeg ikke kunne klare det, og om at jeg gjorde det helt forkert var meget nedtonet, i det jeg valgte at sætte mine forventninger til dagen ned. Lige nu har jeg virkelig armene højt oppe og jeg jubler indeni. Jeg er så taknemlig for at jeg fik muligheden for at være sammen med Arthur alene. Det skal vi helt sikkert snart igen.
Lidt stemningsbilleder:
Nyklippet Tusse
Max hygge
Meget stolt af sin nye skyder
Min fodboldstjerne❤️










Ingen kommentarer:
Send en kommentar