Fantastisk sommerferie

En dejlig sommerferie med mand og børn er nu slut, og hverdags tummerum er begyndt igen. Theis og ungerne er startet i dag, men jeg er stadig sygemeldt indtil jeg starter på nyt arbejde d.1.9.

Vi har holdt vores ferie i Danmark i år, da vi jo rejser til Australien til december, men det har alligevel været nogle skønne uger med masser af sol, hygge og sjov. 

Vi har været en uge i sommerhus i Kulhuse, og det var simpelthen så fantastisk et område. Huset havde vi lejet billigt, og det var meget pænt og nydeligt. Vejret var helt i top, og vi var stranden næsten hver dag. Cornelia elskede at være i vandet, og hun er utrolig tålmodighed i forhold til at finde krabber og fisk i vandet. Ret sejt når hendes forældre ikke er særlige tålmodige. Arthur er ikke en vandhund, men tilgengæld synes at det var fedt at sidde på tæppet og spise snacks.

Her lidt feriefotos:

Vi fik også besøg af morfar, og det var rigtig hyggeligt. Både fordi han virkede mere afslappet end han plejer, og jeg endelig har valgt at tilgive ham for de svigt jeg fik i min barndom. Det gjorde de dage han var hos os behagelige og uden bebrejdelser og surhed! 

Den sidste uge herhjemme har vi brugt på at slappe helt af og tage på kanalrundfart og i bon bon land. Ungerne har været helt afslappet, men nok også fordi vi bare har været helt nede i gear. Det har været fedt at være nærværende sammen med ungerne, og bare glemme tid og sted. Der var ikke noget der var vigtigt udover bare os fire!

Nu skal snart i gang med at planlægge vores tur til Australien, og vi er begyndt at glæde os helt vildt. 

Aussiland here we come......

Fuck janteloven - lev dit som du ønsker det...

Som barn af misbrugere har jeg brugt rigtig meget energi på at passe ind i samfundets normer og regler. Men det var ikke nemt, fordi min dysfunktionelle familie passede ikke ind. Vi var de udstødte, selvom jeg med min facade fik gemt dem godt af vejen. Fra helt lille har jeg altid ønsket mig at være som alle andre, fordi jeg var helt sikker på at de havde det meget bedre end mig. Dette ønske gav også mere energi til min følelse af ensomhed.

Som voksen barn af misbrugere er jeg nu klar over hvor meget jeg har betalt for at hige efter det perfekte. Jeg har lavet begrænsninger og regler inde i mit hoved for at beskytte mig selv og for at skabe det perfekte jeg. Mit indre barn har gjort modstand, og i mange år har der været kæmpet store kampe inden i mig. Der har været kaos, frygt og tårer, og det ofte føltes som et helvede. Et helvede fordi jeg samtidig har skulle opretholde min facade om alt var ok.

Efter jeg har fået gjort op med nogle uhensigtsmæssige vaner og mønstre er jeg nu parat til at se at det perfekte ikke eksistere.Vi er alle forskellige, med forskellige holdninger og meninger og der er heldigvis ikke to mennesker der er er ens. Det er så beroligende for så ved jeg, at der er plads til mig og mine holdninger og meninger. Jeg behøver ikke længere følge alle andres søgen efter det perfekte - Jeg er hoppet ud af hamsterhjulet, for jeg har ikke længere brug for det.

Jeg elsker det skæve og utraditionelle, for det viser bare hvor forskellige vi er. Jeg er ikke som alle andre, og jeg er helt unik.

Jeg elsker Anti Janteloven, især den version som Dorte Lytje har skrevet, for den opløser det perfekte og skaber vejen for at mennesker kan være lige den og det de gerne vil være. Det hele findes indeni os selv, hvis vi tør at lede.

Ikke andet end en tanke

Det har ikke været nemt at komme hertil hvor jeg er i dag, men at indse at jeg faktisk selv kan bestemme hvad jeg vil tænke på er en befrielse! En tanke er jo ikke mere end en tanke - Det er først når jeg begynder at tolke eller tro på tanken at den bliver virkelig. Når jeg mærker en fornemmelse i kroppen bliver den først skræmmende og farlig når jeg tror på tanken om at min fornemmelse er farlig. Det er meget simpelt, men alligevel også meget forvirrende.

 

 

Efter jeg er begyndt at lave øvelserne i Peter Levine´s bog er jeg kommet meget i kontakt med mig selv, og jeg ved at jeg kan helbrede mine traumer så jeg kan få det liv jeg ønsker.

Jeg ved hvad jeg vil og jeg kan opnå det! Jeg er ansvarlig for mit eget liv!

 

Er livet ikke fantastisk........ Så mange muligheder venter forude.

 

Ressourcer

Jeg er blevet ret glad for at arbejde med mine traumer ved hjælp af Peter Levine´s bog; "Helbredelse af traumer". Jeg laver nogle kropsøvelser hver dag, og jeg kan mærke at jeg får mere og mere jordforbindelse jo flere gange jeg laver øvelserne.

 

Jeg har aldrig før tænkt de smertefulde oplevelser i min barndom og ungdom som traumer, for jeg har altid tænkt at traumer er noget som andre har oplevet. Jeg ved godt at jeg har oplevet nogle hårde ting, men jeg har prøvet at tone dem ned for at beskytte mig selv. Nu er det bare på tide at jeg stopper med at negliere det der er sket, for så tror jeg på, at jeg bedre kan rumme de følelser og tanker som jeg har brugt meget energi på at holde nede.

 

 

 

En af øvelserne i bogen skal jeg skrive min ydre og indre ressourcer ned - de ressourcer som giver mig tryghed og sikkerhed. Hvilke ressourcer har hjulpet mig til hvor jeg er i dag, og hvilke ressourcer anvendte jeg til at overleve mine barndomstraumer?

 

Ydre ressourcer	Indre ressourcer
Min facade Sportslige præstationer - Håndbold og fodbold Min krop Pligtopfyldende Arbejdsomhed Selvtillid Mit sociale liv Passion for madlavning Cornelia, Arthur og Theis Min Søster Musik	Mine forsvarmekanismer Skræmme rollemodeller - Jeg vil ikke være som mine forældre Stole på mig selv Troen på livet Styrke/fandenivoldskhed Intuition Refleksion Kontrol

 

Hvor fanden har jeg ikke lavet denne øvelse for længe siden!? Jeg har holdt mig selv nede for længe, og begrænset mig selv. Jeg skal jo bruge nogle af de beskrevne ressourcer for at komme videre i min proces.

For at bryde min indre fastlåshed/traumer har jeg besluttet at jeg bl.a. vil starte til fodbold efter sommerferien, for det gav mig den fysiske frihed, som jeg savner. Men efter mit første angstanfald for år 2005 har jeg følt at min krop forrådte mig, fordi jeg skulle opleve et angsthelvede med symptomer og følelser som jeg ikke kunne kontrollere. Men min krop hjalp mig faktisk, fordi jeg pressede mig selv for hårdt i den tid. Jeg havde bare ikke kræfterne til at se det dengang. Jeg følte at jeg måtte tage afstand fra min krop, for at overleve. Jeg valgte at følge mine forældres mønster, fordi det kendte jeg til.

Jeg vælger at stole på mig selv og livet, dyrke mit familieliv, sociale liv og madlavning. Jeg vil hoppe, danse og nyde til musik.

OG jeg vil bruge mine forældre som skræmmebilleder igen! De er en del af mig, men de skal kun være en lille del af mig for de gode ting, og ikke alle de mønstre som jeg før i tiden tog afstand fra. Jeg er nu voksen og jeg kan selv tage ansvar for mit liv.

Et skridt i den rigtige retning....

Efter en uge med sygemelding og raskmelding fra jobbet samt en fantastisk bryllupsfest, blev der i starten af denne uge taget en kæmpe beslutning!
Jeg har arbejdet som souschef i en lille børnehave det sidste års tid, men jeg har er aldrig faldet til selvom jeg har givet det flere chancer. Jeg har kigget efter andet arbejde, men jeg har ikke fundet et nyt. Efter en lang snak med min mand Theis blev konklusionen at jeg afleverede min opsigelse i går tirsdag. Det var en lettelse at tage beslutning, men alligevel meget grænseoverskridende for mig som bare gerne vil være perfekt.

I dag sidder jeg tilbage med en følelse af stolthed, fordi jeg lyttede til mit inderste, men samtidig også med en skræmt følelse af om jeg kan finde et nyt job. Dog har jeg troen på at jeg nok skal finde et job, for jeg har en masse kompetencer. I går kiggede jeg lidt på jobannoncer, og der var også nogle som jeg gerne vil søge. Mit cv er i dag blevet finjusteret, og jeg har fået skrevet en jobansøgning, som er sendt videre til min søster for korrekturlæsning. Det er så vigtigt for mig, at der i mine ansøgninger kan mærkes hvem jeg er og hvad der er vigtigt for mig.

I morges cyklede jeg ud til et fritidshjem på Christianshavn, som jeg havde lavet en aftale om et besøg, fordi de mangler en pædagog. For bare et par måneder siden ville jeg bare have tænkt, at jeg ville søge det for at få et job. Men da jeg gik derfra var min følelse helt klart at det bare ikke var noget for mig, og jeg vil ikke presse mig selv ud i det. Livet er simpelthen for kort til at være et sted, hvor man ikke er tilfreds og bliver udfordret. Jeg har i denne proces lært at det er ok at sige fra hvis det ikke føles rigtigt i maven.

Jeg har lige lagt nedenstående citat på min insta profil, fordi det bare siger alt om min situation! Ja jeg er ved at blive voksen, og hvor føles det fedt helt ind i maven!

Jeg vil stadig gerne arbejde mere med Peter Levine´s bog om traumer, men i dag har jeg bare ikke været klar til det. Men i morgen er der jo heldigvis en ny dag:-)

Se din tiger i øjnene

Jeg bliver nødt til at fortælle om det vildeste oplevelse som jeg har haft i dag. Jeg har aldrig troet at jeg skulle opleve dette.
De sidste par dage har jeg været sygmeldt fra jobbet pga. stresssymptomer som er kommet pga dårligt arbejdsmiljø. Jeg har gået i min egen lille boble, og prøvet at rumme symptomerne som skiftede ansigt hele tiden.
Jeg talte med nogle veninder i går, for at få alle mine frustrationer ud, og for at få en bekræftelse af at jeg havde taget det rigtige valg og sygemelde mig. Min stresssymptomer kommer ikke af for meget arbejdspres, men af at jeg ikke kan læse folk, fordi de kører deres egne egoistiske shows. Desuden er personalegruppen så adskilt fra hinanden og jeg føler ikke at min leder tager det ansvar som jeg mener at en leder har til opgave.

Jeg har lavet en aftale min psykolog Kristina Hermann om en telefonkonsultation i dag, og hun anbefalede mig at anskaffe Peter Levine´s bog; "Helbredelse af traumer". Jeg fik straks fat i den, og læste den igennem. Den er utrolig spændende, og den fangede mig. Jeg kan helt sikkert anbefale den, hvis nogen mangler en bog med selvhjælp til at slippe nogle af barndommens traumer.

Nu kommer jeg til den vilde oplevelse! Jeg kan ikke rigtig finde ro i min krop i dag, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg vil og ikke vil. Jeg prøver at løbe en tur, men min krop gør modstand undervejs, så jeg må gå noget af vejen. Jeg tager et bad, og beslutter mig for at slappe lidt af inden jeg skal ringe til Kristina kl.14, fordi min krop er fyldt med angst. Men pludselig kommer en fandenivoldsk ind i mig, og får bare følelsen af at nu er det hele nok. Jeg griber cd´en fra Levine´s bog, og jeg vil prøve en af hans øvelser, hvor det er muligt at få kontakt til kroppen. Jeg sætter mig på en stol med fødderne i gulvet, og jeg banker let på min venstre håndryg, og mærker derefter følelsen på håndryggen imens jeg højt siger hvad jeg mærker, at håndryggen er en del af mig, og det er jeg glad for. Det samme gør jeg ved min håndflade, underarm, overarm osv.

Det går super godt, og jeg banker let på min venstre fod, men pludselig kommer der en modstand at jeg skal stoppe for det her er noget værre pjat. Også ved jeg ikke hvad der sker, men så mærker jeg at det er mine forældre der gør modstand, og vil have mig til at stoppe. Jeg bliver vred, og jeg smider med puderne i sofaen, og råber at jeg ikke vil tage ansvar for dem mere. Jeg bliver nødt til at slippe dem, og sige farvel. Det hele kommer bare til mig, og jeg når slet ikke at tænke. Jeg begynder at græd højlydt, og min krop ryster. Jeg bliver ved med at råbe at jeg har fået nok, og jeg ikke vil have ansvaret for dem mere. Jeg må sige farvel for at komme videre i mit liv. Det fortsætter sådan med råb og hulken i noget tid, hvorefter at jeg får lyst til at finde et foto af dem hver så jeg kan sige farvel. Ikke farvel i virkeligheden, men farvel til det ansvar som de gav mig som barn.

Efter jeg har fundet et foto af dem hver, ringer jeg som aftalt til Kristina og jeg får en god afrunding på hele. Jeg beslutter mig for at skrive et brev på hver foto, og ligge dem ned i æske, som jeg vil gemme, og tage frem hvis jeg har brug for det.

 Jeg er 10kg lettere og jeg ved nu at det aldrig mere er min opgave at tage ansvar for nogen voksen. Det er ikke mit job, så nu er der plads i mit liv til at fokusere på andre ting. Det er som sagt noget af det vildeste som jeg har oplevet. Det er så fantastisk at sidde bagefter og mærke hvor meget power jeg egentlig har til at helbrede mig selv for fortidens skygger. Jeg har magten og kontrollen til at give slip og leve det liv som jeg vil.
Jeg er så GLAD og taknemlig indeni! Jeg har set min tiger i øjnene, og jeg havde overskuddet til at slippe den fri.

Fanget i tankernes spind

I dag skulle det endnu engang gå op for mig på den hårde måde, hvor meget mine tanker(mit ego som lever i fortiden) kan få lov til at styre mig. Min krop sagde fra på arbejdet, og jeg kunne bare ikke mere. Mit dårlige arbejdsmiljø på arbejdet har en stor del i at jeg fik min trang til at hoppe op i tankerne, og langsomt lukke af for tilgangen til resten af min krop. Men det undskylder selvfølgelig ikke at jeg svigter mit indre barn. Det har hun ikke fortjent.
Jeg har over tid langsomt givet slip på følelsen af at mærke min krop, og jeg levede mere og mere i mine tanker. Jeg har derfor mistet mit nyfundet kontakt til mit indre barn. Jeg havde fået en rigtig god kontakt til mit indre barn, og jeg følte at hun var tryg. Nu sidder jeg med følelsen af at jeg har mistet hende igen. Hun har gemt sig, fordi jeg valgte tankerne fremfor hende. Min trang til at leve i hovedet, og foder mig selv med bekymrende og urealistiske tanker blev for kraftig.

Det går i skrivende stund op for mig at jeg faktisk bliver som en afhængig der bare lige skal have et lille fix af tanker, for de kan give mig en følelse af kontrol.
Eller rettere jeg får følelsen af en falsk kontrol; "En kontrol som jeg aldrig nogensinde skal kontrollere, fordi det ikke er min magt."

Jeg har svigtet min indre barn, og jeg skal nu arbejde på at oprette den gode kontakt igen. Jeg skal undskylde, og vi skal kramme. Fuck det er jo som at opleve min barndom om igen. Hvor mange gange har min forældre ikke svigtet mig for at forsvinde til flasken eller pillerne, for så at komme kravlende tilbage og sige undskylde. De lovede mig altid at nu var det sidste gang! Jeg lever mine forældres mønster om og om igen - Jeg bliver ved med at skade mig selv, for at jeg kan få den falske følelse af kontrol. Denne samme kontrol som jeg prøvede at styre mine forældre med, men det lykkedes jo aldrig fordi det er en umulig opgave at kontrollere eller tage ansvar for voksne mennesker. Det er ikke min opgave i dag at kontrollere det som ikke kan kontrolleres. Såsom have kontrol over hvad andre mennesker siger og gør og have kontrol over alt der sker inde i mig. Noget må jeg bare lade universet klare for mig.

Jeg kan nu vælge at forsætte det mønster om og om igen til jeg bliver ædt op indeni - Eller jeg kan sige til mig selv at jeg vil stoppe for det hjælper mig ikke. Også selvom tankerne kan give mig følelsen af at jeg bare lige skal op og have det sidste fix!

Jeg vælger at stoppe! Jeg vil og jeg kan, hvis jeg bare giver mig selv tid og plads. Det er ikke nemt at være voksen barn af misbrugere, men jeg ved at det gør mig stærkere jo mere jeg acceptere den jeg er.