De sidste par dage har jeg været sygmeldt fra jobbet pga. stresssymptomer som er kommet pga dårligt arbejdsmiljø. Jeg har gået i min egen lille boble, og prøvet at rumme symptomerne som skiftede ansigt hele tiden.
Jeg talte med nogle veninder i går, for at få alle mine frustrationer ud, og for at få en bekræftelse af at jeg havde taget det rigtige valg og sygemelde mig. Min stresssymptomer kommer ikke af for meget arbejdspres, men af at jeg ikke kan læse folk, fordi de kører deres egne egoistiske shows. Desuden er personalegruppen så adskilt fra hinanden og jeg føler ikke at min leder tager det ansvar som jeg mener at en leder har til opgave.
Jeg har lavet en aftale min psykolog Kristina Hermann om en telefonkonsultation i dag, og hun anbefalede mig at anskaffe Peter Levine´s bog; "Helbredelse af traumer". Jeg fik straks fat i den, og læste den igennem. Den er utrolig spændende, og den fangede mig. Jeg kan helt sikkert anbefale den, hvis nogen mangler en bog med selvhjælp til at slippe nogle af barndommens traumer.
Nu kommer jeg til den vilde oplevelse! Jeg kan ikke rigtig finde ro i min krop i dag, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg vil og ikke vil. Jeg prøver at løbe en tur, men min krop gør modstand undervejs, så jeg må gå noget af vejen. Jeg tager et bad, og beslutter mig for at slappe lidt af inden jeg skal ringe til Kristina kl.14, fordi min krop er fyldt med angst. Men pludselig kommer en fandenivoldsk ind i mig, og får bare følelsen af at nu er det hele nok. Jeg griber cd´en fra Levine´s bog, og jeg vil prøve en af hans øvelser, hvor det er muligt at få kontakt til kroppen. Jeg sætter mig på en stol med fødderne i gulvet, og jeg banker let på min venstre håndryg, og mærker derefter følelsen på håndryggen imens jeg højt siger hvad jeg mærker, at håndryggen er en del af mig, og det er jeg glad for. Det samme gør jeg ved min håndflade, underarm, overarm osv.
Det går super godt, og jeg banker let på min venstre fod, men pludselig kommer der en modstand at jeg skal stoppe for det her er noget værre pjat. Også ved jeg ikke hvad der sker, men så mærker jeg at det er mine forældre der gør modstand, og vil have mig til at stoppe. Jeg bliver vred, og jeg smider med puderne i sofaen, og råber at jeg ikke vil tage ansvar for dem mere. Jeg bliver nødt til at slippe dem, og sige farvel. Det hele kommer bare til mig, og jeg når slet ikke at tænke. Jeg begynder at græd højlydt, og min krop ryster. Jeg bliver ved med at råbe at jeg har fået nok, og jeg ikke vil have ansvaret for dem mere. Jeg må sige farvel for at komme videre i mit liv. Det fortsætter sådan med råb og hulken i noget tid, hvorefter at jeg får lyst til at finde et foto af dem hver så jeg kan sige farvel. Ikke farvel i virkeligheden, men farvel til det ansvar som de gav mig som barn.
Efter jeg har fundet et foto af dem hver, ringer jeg som aftalt til Kristina og jeg får en god afrunding på hele. Jeg beslutter mig for at skrive et brev på hver foto, og ligge dem ned i æske, som jeg vil gemme, og tage frem hvis jeg har brug for det.
Jeg er 10kg lettere og jeg ved nu at det aldrig mere er min opgave at tage ansvar for nogen voksen. Det er ikke mit job, så nu er der plads i mit liv til at fokusere på andre ting. Det er som sagt noget af det vildeste som jeg har oplevet. Det er så fantastisk at sidde bagefter og mærke hvor meget power jeg egentlig har til at helbrede mig selv for fortidens skygger. Jeg har magten og kontrollen til at give slip og leve det liv som jeg vil.
Jeg er så GLAD og taknemlig indeni! Jeg har set min tiger i øjnene, og jeg havde overskuddet til at slippe den fri.
