lørdag den 7. juni 2014

Tag dit indre barn i hånden

I flere år har de forskellige terapeuter som jeg har besøgt sagt, at det ville være rigtig godt hvis jeg kunne komme i kontakt med mit indre barn. Og hver gang tænkte jeg, "hvad fanden mener de?". Jeg kunne ikke helt forstå meningen med at jeg skulle tage mit indre barn i hånden, og give hende den omsorg og opmærksomhed som hun altid har manglet. Og hvordan kunne jeg tage hende i hånden, for hun stod jo ikke lige ved siden af mig i fysisk forstand.

De kære terapeuter kunne ikke hjælpe mig med at få kontakten til den lille pige indeni mig, og det gav mig endnu mere følelsesmæssigt kaos, for jeg ville jo bare gerne gøre som de sagde. Jeg følte mig helt forkert - hvorfor kunne jeg ikke bare tage hendes hånd og redde hende fra flere svigt?

I dag ved jeg at jeg på det tidspunkt ikke var klar til at hjælpe den lille pige som sad i min mave og gemte sig, for jeg var en bange voksen der ikke turde tage ansvaret for hende. Jeg ville helst bare blive oppe i hovedet, hvor det ikke altid var rart fordi min krop og hoved kæmpede i mod hinanden, men det var tryghed for mig.

Efter jeg er blevet meget åben omkring min barndom og forældres misbrug begynder jeg lige så langsomt at forstå hvorfor kontakten til min lille pige er så vigtig, og jeg har fundet ud af at tage hende i hånden, kramme hende og fortælle hende hvor højt jeg elsker hende og jeg vil altid være der for hende.

Det lyder måske lidt halleluja agtigt, men fuck hvor er det en befrielse at turde at mærke den lille pige, og faktisk finde ud af at hun slet ikke var så bange og ked af det som jeg havde forventet. Hun var så klar til at blive omfavnet med kærlighed.
Jeg har besluttet at vi det næste stykke tid skal blive sammen indtil vi begge et klar til at give slip. Den tid skal nok komme hvor hun stoler nok på mig og det jeg siger til hende.
Men lige nu nyder jeg bare at mærke en glad og fantastisk pige som ikke er bange mere.


Mig 6 år - det er hende som jeg omfavner hver dag.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar