Som barn af misbrugere har jeg brugt rigtig meget energi på at passe ind i samfundets normer og regler. Men det var ikke nemt, fordi min dysfunktionelle familie passede ikke ind. Vi var de udstødte, selvom jeg med min facade fik gemt dem godt af vejen. Fra helt lille har jeg altid ønsket mig at være som alle andre, fordi jeg var helt sikker på at de havde det meget bedre end mig. Dette ønske gav også mere energi til min følelse af ensomhed.
Som voksen barn af misbrugere er jeg nu klar over hvor meget jeg har betalt for at hige efter det perfekte. Jeg har lavet begrænsninger og regler inde i mit hoved for at beskytte mig selv og for at skabe det perfekte jeg. Mit indre barn har gjort modstand, og i mange år har der været kæmpet store kampe inden i mig. Der har været kaos, frygt og tårer, og det ofte føltes som et helvede. Et helvede fordi jeg samtidig har skulle opretholde min facade om alt var ok.
Efter jeg har fået gjort op med nogle uhensigtsmæssige vaner og mønstre er jeg nu parat til at se at det perfekte ikke eksistere.Vi er alle forskellige, med forskellige holdninger og meninger og der er heldigvis ikke to mennesker der er er ens. Det er så beroligende for så ved jeg, at der er plads til mig og mine holdninger og meninger. Jeg behøver ikke længere følge alle andres søgen efter det perfekte - Jeg er hoppet ud af hamsterhjulet, for jeg har ikke længere brug for det.
Jeg elsker det skæve og utraditionelle, for det viser bare hvor forskellige vi er. Jeg er ikke som alle andre, og jeg er helt unik.
Jeg elsker Anti Janteloven, især den version som Dorte Lytje har skrevet, for den opløser det perfekte og skaber vejen for at mennesker kan være lige den og det de gerne vil være. Det hele findes indeni os selv, hvis vi tør at lede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar