Fantastisk sommerferie

En dejlig sommerferie med mand og børn er nu slut, og hverdags tummerum er begyndt igen. Theis og ungerne er startet i dag, men jeg er stadig sygemeldt indtil jeg starter på nyt arbejde d.1.9.

Vi har holdt vores ferie i Danmark i år, da vi jo rejser til Australien til december, men det har alligevel været nogle skønne uger med masser af sol, hygge og sjov. 

Vi har været en uge i sommerhus i Kulhuse, og det var simpelthen så fantastisk et område. Huset havde vi lejet billigt, og det var meget pænt og nydeligt. Vejret var helt i top, og vi var stranden næsten hver dag. Cornelia elskede at være i vandet, og hun er utrolig tålmodighed i forhold til at finde krabber og fisk i vandet. Ret sejt når hendes forældre ikke er særlige tålmodige. Arthur er ikke en vandhund, men tilgengæld synes at det var fedt at sidde på tæppet og spise snacks.

Her lidt feriefotos:

Vi fik også besøg af morfar, og det var rigtig hyggeligt. Både fordi han virkede mere afslappet end han plejer, og jeg endelig har valgt at tilgive ham for de svigt jeg fik i min barndom. Det gjorde de dage han var hos os behagelige og uden bebrejdelser og surhed! 

Den sidste uge herhjemme har vi brugt på at slappe helt af og tage på kanalrundfart og i bon bon land. Ungerne har været helt afslappet, men nok også fordi vi bare har været helt nede i gear. Det har været fedt at være nærværende sammen med ungerne, og bare glemme tid og sted. Der var ikke noget der var vigtigt udover bare os fire!

Nu skal snart i gang med at planlægge vores tur til Australien, og vi er begyndt at glæde os helt vildt. 

Aussiland here we come......

Fuck janteloven - lev dit som du ønsker det...

Som barn af misbrugere har jeg brugt rigtig meget energi på at passe ind i samfundets normer og regler. Men det var ikke nemt, fordi min dysfunktionelle familie passede ikke ind. Vi var de udstødte, selvom jeg med min facade fik gemt dem godt af vejen. Fra helt lille har jeg altid ønsket mig at være som alle andre, fordi jeg var helt sikker på at de havde det meget bedre end mig. Dette ønske gav også mere energi til min følelse af ensomhed.

Som voksen barn af misbrugere er jeg nu klar over hvor meget jeg har betalt for at hige efter det perfekte. Jeg har lavet begrænsninger og regler inde i mit hoved for at beskytte mig selv og for at skabe det perfekte jeg. Mit indre barn har gjort modstand, og i mange år har der været kæmpet store kampe inden i mig. Der har været kaos, frygt og tårer, og det ofte føltes som et helvede. Et helvede fordi jeg samtidig har skulle opretholde min facade om alt var ok.

Efter jeg har fået gjort op med nogle uhensigtsmæssige vaner og mønstre er jeg nu parat til at se at det perfekte ikke eksistere.Vi er alle forskellige, med forskellige holdninger og meninger og der er heldigvis ikke to mennesker der er er ens. Det er så beroligende for så ved jeg, at der er plads til mig og mine holdninger og meninger. Jeg behøver ikke længere følge alle andres søgen efter det perfekte - Jeg er hoppet ud af hamsterhjulet, for jeg har ikke længere brug for det.

Jeg elsker det skæve og utraditionelle, for det viser bare hvor forskellige vi er. Jeg er ikke som alle andre, og jeg er helt unik.

Jeg elsker Anti Janteloven, især den version som Dorte Lytje har skrevet, for den opløser det perfekte og skaber vejen for at mennesker kan være lige den og det de gerne vil være. Det hele findes indeni os selv, hvis vi tør at lede.

Ikke andet end en tanke

Det har ikke været nemt at komme hertil hvor jeg er i dag, men at indse at jeg faktisk selv kan bestemme hvad jeg vil tænke på er en befrielse! En tanke er jo ikke mere end en tanke - Det er først når jeg begynder at tolke eller tro på tanken at den bliver virkelig. Når jeg mærker en fornemmelse i kroppen bliver den først skræmmende og farlig når jeg tror på tanken om at min fornemmelse er farlig. Det er meget simpelt, men alligevel også meget forvirrende.

 

 

Efter jeg er begyndt at lave øvelserne i Peter Levine´s bog er jeg kommet meget i kontakt med mig selv, og jeg ved at jeg kan helbrede mine traumer så jeg kan få det liv jeg ønsker.

Jeg ved hvad jeg vil og jeg kan opnå det! Jeg er ansvarlig for mit eget liv!

 

Er livet ikke fantastisk........ Så mange muligheder venter forude.

 

Ressourcer

Jeg er blevet ret glad for at arbejde med mine traumer ved hjælp af Peter Levine´s bog; "Helbredelse af traumer". Jeg laver nogle kropsøvelser hver dag, og jeg kan mærke at jeg får mere og mere jordforbindelse jo flere gange jeg laver øvelserne.

 

Jeg har aldrig før tænkt de smertefulde oplevelser i min barndom og ungdom som traumer, for jeg har altid tænkt at traumer er noget som andre har oplevet. Jeg ved godt at jeg har oplevet nogle hårde ting, men jeg har prøvet at tone dem ned for at beskytte mig selv. Nu er det bare på tide at jeg stopper med at negliere det der er sket, for så tror jeg på, at jeg bedre kan rumme de følelser og tanker som jeg har brugt meget energi på at holde nede.

 

 

 

En af øvelserne i bogen skal jeg skrive min ydre og indre ressourcer ned - de ressourcer som giver mig tryghed og sikkerhed. Hvilke ressourcer har hjulpet mig til hvor jeg er i dag, og hvilke ressourcer anvendte jeg til at overleve mine barndomstraumer?

 

Ydre ressourcer	Indre ressourcer
Min facade Sportslige præstationer - Håndbold og fodbold Min krop Pligtopfyldende Arbejdsomhed Selvtillid Mit sociale liv Passion for madlavning Cornelia, Arthur og Theis Min Søster Musik	Mine forsvarmekanismer Skræmme rollemodeller - Jeg vil ikke være som mine forældre Stole på mig selv Troen på livet Styrke/fandenivoldskhed Intuition Refleksion Kontrol

 

Hvor fanden har jeg ikke lavet denne øvelse for længe siden!? Jeg har holdt mig selv nede for længe, og begrænset mig selv. Jeg skal jo bruge nogle af de beskrevne ressourcer for at komme videre i min proces.

For at bryde min indre fastlåshed/traumer har jeg besluttet at jeg bl.a. vil starte til fodbold efter sommerferien, for det gav mig den fysiske frihed, som jeg savner. Men efter mit første angstanfald for år 2005 har jeg følt at min krop forrådte mig, fordi jeg skulle opleve et angsthelvede med symptomer og følelser som jeg ikke kunne kontrollere. Men min krop hjalp mig faktisk, fordi jeg pressede mig selv for hårdt i den tid. Jeg havde bare ikke kræfterne til at se det dengang. Jeg følte at jeg måtte tage afstand fra min krop, for at overleve. Jeg valgte at følge mine forældres mønster, fordi det kendte jeg til.

Jeg vælger at stole på mig selv og livet, dyrke mit familieliv, sociale liv og madlavning. Jeg vil hoppe, danse og nyde til musik.

OG jeg vil bruge mine forældre som skræmmebilleder igen! De er en del af mig, men de skal kun være en lille del af mig for de gode ting, og ikke alle de mønstre som jeg før i tiden tog afstand fra. Jeg er nu voksen og jeg kan selv tage ansvar for mit liv.

Et skridt i den rigtige retning....

Efter en uge med sygemelding og raskmelding fra jobbet samt en fantastisk bryllupsfest, blev der i starten af denne uge taget en kæmpe beslutning!
Jeg har arbejdet som souschef i en lille børnehave det sidste års tid, men jeg har er aldrig faldet til selvom jeg har givet det flere chancer. Jeg har kigget efter andet arbejde, men jeg har ikke fundet et nyt. Efter en lang snak med min mand Theis blev konklusionen at jeg afleverede min opsigelse i går tirsdag. Det var en lettelse at tage beslutning, men alligevel meget grænseoverskridende for mig som bare gerne vil være perfekt.

I dag sidder jeg tilbage med en følelse af stolthed, fordi jeg lyttede til mit inderste, men samtidig også med en skræmt følelse af om jeg kan finde et nyt job. Dog har jeg troen på at jeg nok skal finde et job, for jeg har en masse kompetencer. I går kiggede jeg lidt på jobannoncer, og der var også nogle som jeg gerne vil søge. Mit cv er i dag blevet finjusteret, og jeg har fået skrevet en jobansøgning, som er sendt videre til min søster for korrekturlæsning. Det er så vigtigt for mig, at der i mine ansøgninger kan mærkes hvem jeg er og hvad der er vigtigt for mig.

I morges cyklede jeg ud til et fritidshjem på Christianshavn, som jeg havde lavet en aftale om et besøg, fordi de mangler en pædagog. For bare et par måneder siden ville jeg bare have tænkt, at jeg ville søge det for at få et job. Men da jeg gik derfra var min følelse helt klart at det bare ikke var noget for mig, og jeg vil ikke presse mig selv ud i det. Livet er simpelthen for kort til at være et sted, hvor man ikke er tilfreds og bliver udfordret. Jeg har i denne proces lært at det er ok at sige fra hvis det ikke føles rigtigt i maven.

Jeg har lige lagt nedenstående citat på min insta profil, fordi det bare siger alt om min situation! Ja jeg er ved at blive voksen, og hvor føles det fedt helt ind i maven!

Jeg vil stadig gerne arbejde mere med Peter Levine´s bog om traumer, men i dag har jeg bare ikke været klar til det. Men i morgen er der jo heldigvis en ny dag:-)

Se din tiger i øjnene

Jeg bliver nødt til at fortælle om det vildeste oplevelse som jeg har haft i dag. Jeg har aldrig troet at jeg skulle opleve dette.
De sidste par dage har jeg været sygmeldt fra jobbet pga. stresssymptomer som er kommet pga dårligt arbejdsmiljø. Jeg har gået i min egen lille boble, og prøvet at rumme symptomerne som skiftede ansigt hele tiden.
Jeg talte med nogle veninder i går, for at få alle mine frustrationer ud, og for at få en bekræftelse af at jeg havde taget det rigtige valg og sygemelde mig. Min stresssymptomer kommer ikke af for meget arbejdspres, men af at jeg ikke kan læse folk, fordi de kører deres egne egoistiske shows. Desuden er personalegruppen så adskilt fra hinanden og jeg føler ikke at min leder tager det ansvar som jeg mener at en leder har til opgave.

Jeg har lavet en aftale min psykolog Kristina Hermann om en telefonkonsultation i dag, og hun anbefalede mig at anskaffe Peter Levine´s bog; "Helbredelse af traumer". Jeg fik straks fat i den, og læste den igennem. Den er utrolig spændende, og den fangede mig. Jeg kan helt sikkert anbefale den, hvis nogen mangler en bog med selvhjælp til at slippe nogle af barndommens traumer.

Nu kommer jeg til den vilde oplevelse! Jeg kan ikke rigtig finde ro i min krop i dag, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg vil og ikke vil. Jeg prøver at løbe en tur, men min krop gør modstand undervejs, så jeg må gå noget af vejen. Jeg tager et bad, og beslutter mig for at slappe lidt af inden jeg skal ringe til Kristina kl.14, fordi min krop er fyldt med angst. Men pludselig kommer en fandenivoldsk ind i mig, og får bare følelsen af at nu er det hele nok. Jeg griber cd´en fra Levine´s bog, og jeg vil prøve en af hans øvelser, hvor det er muligt at få kontakt til kroppen. Jeg sætter mig på en stol med fødderne i gulvet, og jeg banker let på min venstre håndryg, og mærker derefter følelsen på håndryggen imens jeg højt siger hvad jeg mærker, at håndryggen er en del af mig, og det er jeg glad for. Det samme gør jeg ved min håndflade, underarm, overarm osv.

Det går super godt, og jeg banker let på min venstre fod, men pludselig kommer der en modstand at jeg skal stoppe for det her er noget værre pjat. Også ved jeg ikke hvad der sker, men så mærker jeg at det er mine forældre der gør modstand, og vil have mig til at stoppe. Jeg bliver vred, og jeg smider med puderne i sofaen, og råber at jeg ikke vil tage ansvar for dem mere. Jeg bliver nødt til at slippe dem, og sige farvel. Det hele kommer bare til mig, og jeg når slet ikke at tænke. Jeg begynder at græd højlydt, og min krop ryster. Jeg bliver ved med at råbe at jeg har fået nok, og jeg ikke vil have ansvaret for dem mere. Jeg må sige farvel for at komme videre i mit liv. Det fortsætter sådan med råb og hulken i noget tid, hvorefter at jeg får lyst til at finde et foto af dem hver så jeg kan sige farvel. Ikke farvel i virkeligheden, men farvel til det ansvar som de gav mig som barn.

Efter jeg har fundet et foto af dem hver, ringer jeg som aftalt til Kristina og jeg får en god afrunding på hele. Jeg beslutter mig for at skrive et brev på hver foto, og ligge dem ned i æske, som jeg vil gemme, og tage frem hvis jeg har brug for det.

 Jeg er 10kg lettere og jeg ved nu at det aldrig mere er min opgave at tage ansvar for nogen voksen. Det er ikke mit job, så nu er der plads i mit liv til at fokusere på andre ting. Det er som sagt noget af det vildeste som jeg har oplevet. Det er så fantastisk at sidde bagefter og mærke hvor meget power jeg egentlig har til at helbrede mig selv for fortidens skygger. Jeg har magten og kontrollen til at give slip og leve det liv som jeg vil.
Jeg er så GLAD og taknemlig indeni! Jeg har set min tiger i øjnene, og jeg havde overskuddet til at slippe den fri.

Fanget i tankernes spind

I dag skulle det endnu engang gå op for mig på den hårde måde, hvor meget mine tanker(mit ego som lever i fortiden) kan få lov til at styre mig. Min krop sagde fra på arbejdet, og jeg kunne bare ikke mere. Mit dårlige arbejdsmiljø på arbejdet har en stor del i at jeg fik min trang til at hoppe op i tankerne, og langsomt lukke af for tilgangen til resten af min krop. Men det undskylder selvfølgelig ikke at jeg svigter mit indre barn. Det har hun ikke fortjent.
Jeg har over tid langsomt givet slip på følelsen af at mærke min krop, og jeg levede mere og mere i mine tanker. Jeg har derfor mistet mit nyfundet kontakt til mit indre barn. Jeg havde fået en rigtig god kontakt til mit indre barn, og jeg følte at hun var tryg. Nu sidder jeg med følelsen af at jeg har mistet hende igen. Hun har gemt sig, fordi jeg valgte tankerne fremfor hende. Min trang til at leve i hovedet, og foder mig selv med bekymrende og urealistiske tanker blev for kraftig.

Det går i skrivende stund op for mig at jeg faktisk bliver som en afhængig der bare lige skal have et lille fix af tanker, for de kan give mig en følelse af kontrol.
Eller rettere jeg får følelsen af en falsk kontrol; "En kontrol som jeg aldrig nogensinde skal kontrollere, fordi det ikke er min magt."

Jeg har svigtet min indre barn, og jeg skal nu arbejde på at oprette den gode kontakt igen. Jeg skal undskylde, og vi skal kramme. Fuck det er jo som at opleve min barndom om igen. Hvor mange gange har min forældre ikke svigtet mig for at forsvinde til flasken eller pillerne, for så at komme kravlende tilbage og sige undskylde. De lovede mig altid at nu var det sidste gang! Jeg lever mine forældres mønster om og om igen - Jeg bliver ved med at skade mig selv, for at jeg kan få den falske følelse af kontrol. Denne samme kontrol som jeg prøvede at styre mine forældre med, men det lykkedes jo aldrig fordi det er en umulig opgave at kontrollere eller tage ansvar for voksne mennesker. Det er ikke min opgave i dag at kontrollere det som ikke kan kontrolleres. Såsom have kontrol over hvad andre mennesker siger og gør og have kontrol over alt der sker inde i mig. Noget må jeg bare lade universet klare for mig.

Jeg kan nu vælge at forsætte det mønster om og om igen til jeg bliver ædt op indeni - Eller jeg kan sige til mig selv at jeg vil stoppe for det hjælper mig ikke. Også selvom tankerne kan give mig følelsen af at jeg bare lige skal op og have det sidste fix!

Jeg vælger at stoppe! Jeg vil og jeg kan, hvis jeg bare giver mig selv tid og plads. Det er ikke nemt at være voksen barn af misbrugere, men jeg ved at det gør mig stærkere jo mere jeg acceptere den jeg er.

Psykolog Kristina Hermann

Jeg har en rigtig god kemi med min psykolog Kristina. Hun er ikke som de andre behandlere som jeg har været hos. Kristina forstår mig, og da jeg var hos hende første gang gik jeg derfra meget lettere over at jeg havde mødt en person, som forstod mine vaner og tanker. Hun fik mig til at føle at jeg ikke var forkert. Kristina har meget livserfaring og erhvervserfaring med voksne børn af alkoholikere, hvilket tydeligt kan mærkes.

"I gamle dage" kunne jeg ikke drømme om at gå til en psykolog, for det var kun de "svage" personer der sad hos en psykolog og vendte alle deres problemer.

Men efter mit møde med angsten i år 2005, kom jeg hurtig på andre tanker.

Jeg har mødt mange forskellige behandlere som alle mente, at de kunne hjælpe mig. Jeg har været hos tankefelt terapeut, hypnose, psykiater, psykolog, heler, psykoterapeut, NLP coach og en åndedrætsterapeut. 

Desværre var der ingen af dem der rigtig forstod mig, mine tanker og angsten. 

Jeg fortryder ikke at jeg har været åben for forskellige behandlinsformer, for selvom de ikke "fixede" mig, så har de alligevel sat positive spor i mig.

Det er efter min overbevisning aldrig for sent at opsøge en psykolog, psykoterapeut, alternativ behandling osv. 

Det er bare vigtigt, at mærke indeni sig selv om du føler at det er den rigtige behandlere, og det er vigtigt at du er åben for forandring. Jeg mener ikke at du behøver at have kæmpe problemer for at opsøge en psykolog. Jeg ser det mere som en måde at være psykisk god ved sig selv.

Jeg oplever mine sessioner hos Kristina som min tid, hvor jeg giver mig selv den opmærksom som mit indre barn har behov for. Jeg plejer mig selv og mit sind ved at besøge Kristina et par gange om måneden.

Hvis du har brug for en til at hjælpe dig med at komme et skridt videre i dit liv, så kan jeg helt klart anbefale Kristina. Du finder hende her: www.kristina-hermann.dk

Tag dit indre barn i hånden

I flere år har de forskellige terapeuter som jeg har besøgt sagt, at det ville være rigtig godt hvis jeg kunne komme i kontakt med mit indre barn. Og hver gang tænkte jeg, "hvad fanden mener de?". Jeg kunne ikke helt forstå meningen med at jeg skulle tage mit indre barn i hånden, og give hende den omsorg og opmærksomhed som hun altid har manglet. Og hvordan kunne jeg tage hende i hånden, for hun stod jo ikke lige ved siden af mig i fysisk forstand.

De kære terapeuter kunne ikke hjælpe mig med at få kontakten til den lille pige indeni mig, og det gav mig endnu mere følelsesmæssigt kaos, for jeg ville jo bare gerne gøre som de sagde. Jeg følte mig helt forkert - hvorfor kunne jeg ikke bare tage hendes hånd og redde hende fra flere svigt?

I dag ved jeg at jeg på det tidspunkt ikke var klar til at hjælpe den lille pige som sad i min mave og gemte sig, for jeg var en bange voksen der ikke turde tage ansvaret for hende. Jeg ville helst bare blive oppe i hovedet, hvor det ikke altid var rart fordi min krop og hoved kæmpede i mod hinanden, men det var tryghed for mig.

Efter jeg er blevet meget åben omkring min barndom og forældres misbrug begynder jeg lige så langsomt at forstå hvorfor kontakten til min lille pige er så vigtig, og jeg har fundet ud af at tage hende i hånden, kramme hende og fortælle hende hvor højt jeg elsker hende og jeg vil altid være der for hende.

Det lyder måske lidt halleluja agtigt, men fuck hvor er det en befrielse at turde at mærke den lille pige, og faktisk finde ud af at hun slet ikke var så bange og ked af det som jeg havde forventet. Hun var så klar til at blive omfavnet med kærlighed.

Jeg har besluttet at vi det næste stykke tid skal blive sammen indtil vi begge et klar til at give slip. Den tid skal nok komme hvor hun stoler nok på mig og det jeg siger til hende.
Men lige nu nyder jeg bare at mærke en glad og fantastisk pige som ikke er bange mere.

Mig 6 år - det er hende som jeg omfavner hver dag.

 

Det er sværere end jeg havde regnet med....

Da jeg besluttede mig for at lave en blog, var jeg sikker på at det ville blive let for mig - Ordene ville strømme ud af mig, og jeg ville komme ud med nogle af de ting som hober sig op indeni mig.

Meeeen desværre er det ikke blevet sådan for mig. I stedet har jeg fået skrive blokering, og tiden er der bare ikke til at kan sidde og fordybe mig i at skrive. Egentlig tror jeg også at det handler om at jeg er pisse bange for at åbne helt op for mig selv og alt det der er indeni, for hvad vil folk ikke tænke om mig!

Ja jeg er barn af to misbrugere, men for helvede jeg er jo så meget mere end bare det. Jeg kan ikke gemme mig bag den titel mere, men jeg kan acceptere at den har begrænset mig i rigtig mange år , den har gjort mig så meget stærkere og den vil altid være en del af mig.

Jeg er MOR
Jeg er HUSTRU
Jeg er SJOV
Jeg er PÆDAGOG
Jeg er MASSØR
Jeg er BANGE for det uvisse
Jeg er OMSORGSFULD
Jeg er NAIV
Jeg er SMUK
Jeg er STRUKTURERET
Jeg er en LEDER
Jeg er RUMMELIG
Jeg er EGOIST
Jeg er noget VÆRD
Jeg er ELSKLIG
Jeg er PARAT
Jeg er MODTAGELIG
Jeg er en OVERLEVER
Jeg er EMPATISK

JEG ER JO MIG OG DET ER HELT OK

Jeg er klar på at vise verden hvem jeg er, og jeg ved at verden er klar til mig.

Elsk din krop

Jeg har altid haft meget fokus på vigtigheden af at dyrke motion. Jeg er blevet spurgt mange gange hvad jeg tror grunden til at jeg ikke er blevet misbrugere som mine forældre er!?  

For mig er det ikke en person eller en enkelt hændelse der er grunden - det har helt klart været mit håndbold, fodbold og fitness. At bruge min krop igennem sport og motion har været med til at give mig følelsen af at jeg er noget værd og livet ikke er så slemt. Når alt i min familie ikke var trygt og sikkert, vidste jeg altid at jeg på en håndboldbane kunne få den anerkendelse og ros som jeg ønskede, fordi jeg var ret god. Når f.eks. håndboldkampen blev fløjtet i gang så forsvandt alle de negative tanker og frygten. Jeg forsvandt ind i en verden, hvor jeg bare skulle være mig. Det var et fedt sted at være! 

Desværre stoppede jeg med håndbold, da jeg flyttede til København, fordi jeg ikke turde starte i en ny klub i frygt for om jeg nu kunne leve op til deres forventninger. 

De sidste ti år har jeg i perioder dyrket fitness, styrketræning og løb, og perioderne har været præget og begrænset af min angst.

I dag har jeg fundet glæden ved at løbe - jeg kan endelig sige igen at det er fedt mærke min krop igen, og have tillid til at den vil mig det bedste. Det sidste halve år hvor jeg har arbejdet med mig selv, har åbnet op for at jeg igen kan se og opleve min krop som en kæmpe styrke. Og jeg er taknemlig for at jeg har en krop som er sund og stærk.

Jeg besluttede for nogle uger siden at jeg ville starte med at løbe igen, og jeg ville begynde helt fra nul i håb om jeg kunne slippe for skader og overtræning. Begge dele har jeg en del erfaringer med, fordi jeg altid gerne vil nå det hele på det halve tid. Men denne gang ville jeg ikke presse mig selv eller have høje forventninger.

Jeg fandt en App som hedder "help2run", hvor jeg indtastede nogle oplysninger, og wupti så havde jeg et ti ugers program hvor målet var fem km.

Nu er jeg over halvvejs i programmet, og det går rigtig godt. Jeg har ikke mister gejsten, netop fordi jeg ikke høje forventninger til mig selv.

Jeg er så glad og stolt af mig selv, og jeg er sikker på at jeg gennemføre de ti uger.

Jeg har igen efter mange år fået den overbevisning at motion er et godt redskab til at komme tættere på sig selv.

Og heldigvis findes der masser af motionsformer, så der er noget for alle typer mennesker og temperament.

At dyrke motion er min måde at fortælle min krop at jeg elsker den, og jeg er taknemlig over at den er sund og rask.

Mors dag - taknemlig over hvad?

Jeg har det ikke nemt med mors dag, for hvad skal jeg sige tak for? 

Tak fordi du ikke formåede at være en mor der støttede mig og gav mig ubetinget kærlighed - Tak fordi du satte dit misbrug og egne behov før mig! 

Nej der er ikke så meget at takke min mor for, udover jeg selvfølgelig er dybt taknemlig for at hun valgte at give mig liv. Det er jeg hende evigt taknemlig for!

I mange år har både mors dag og fars dag været noget med at mine forældre forventede, at min søster og jeg købte gaver til dem, og de havde nogle ønsker som de gav os. Men I år har vi valgt at give dem en beskeden blomst. Dette valg skal vi nok høre for i mange år, for hvis der er noget mine forældre er gode til så er det at se det negative i alt.

For mig er mors dag og fars dag, dage hvor man viser sin taknemlighed til sine forældre. Men hvorfor skal man købe gaver, for at vise sin taknemlighed? 

Jeg har valgt at opdrage mine børn til at mors dag ikke er en speciel dag, for jeg vil 100 gange hellere have at mine børn lærer at vise deres taknemlighed til hverdag. Med dette mener jeg ikke, at jeg som deres mor skal have gaver hver dag. Men jeg vil bare gerne have at vi som familie kan støtte hinanden og vise at vi elsker hinanden. Jeg elsker når Cornelia tegner en smuk tegning og siger; "den er til dig mor". Eller når jeg giver Arthur et godnat kram og han siger; "Elsker mor". Mit hjerte smelter min kærlighed til mine børn fylder hele krop. Jeg ved at mine hver dag får den ubetinget kærlighed som er så vigtigt for et barn!

 

Så i stedet for at takke min mor i dag, vil jeg takke mine børn, min mand og mig selv  for at give mig det familieliv som jeg altid har ønsket mig. Min familie er den største og bedste gave som jeg nogensinde har fået❤️

Weekend med Tusse

I weekenden har jeg været alene med vores Arthur på 2,5 år, da Theis og Cornelia skulle til Jylland. Et par dage inden weekenden gik det op for mig, at jeg faktisk aldrig har været alene med Arthur i et døgn. Det har altid kun været i dagtimerne i min barsel, for ellers er Cornelia jo altid sammen med os hvis Theis er ude og rejse. Der kom straks en masse skræmmende tanker flyverne i mit hoved, for hvad nu hvis at der skete os noget, og kunne jeg nu gøre det godt nok. Der var en følelse af at jeg ikke kunne klare det i min mave samt at jeg var forkert. Jeg fortalte om mine tanker og følelser til Theis for jeg havde brug for at de kom ud, så de ikke voksede sig større i mit hoved. Det hjalp også en smule, men jeg var stadig nervøs for weekenden. 

Jeg brugte de næste par dage til at sige gode bekræftelser til mig selv, og det hjalp mig så følelsen ikke voksede sig til en kæmpe som jeg ikke kunne rumme. 

Nogen vil måske tænke hvorfor jeg kan reagere på at skulle være alene med mit eget barn, men det hænger jo sammen med de oplevelser jeg har haft i min barndom. Jeg havde konstant en følelse af at jeg gjorde tingene forkert, fordi der var jo ingen der elskede mig uanset hvad jeg gjorde. Jeg frygtede altid nye ting og aktiviteter, og det gør jeg stadig i dag. Derfor reagere jeg usikkert og angst ved at skulle være alene med Arthur, fordi jeg ikke har prøvet det før.

MEN nu sidder jeg så her og tænker - "fuck hvor har det været en fantastisk dag med Tusse". Vi har virkelig hygget os, så det har været en kæmpe succes for mig, og jeg vælger at huske på denne følelse. 

Der har været plads til både planlagte og spontane aktiviteter. Og alle mine tanker og følelser om at jeg ikke kunne klare det, og om at jeg gjorde det helt forkert var meget nedtonet, i det jeg valgte at sætte mine forventninger til dagen ned. Lige nu har jeg virkelig armene højt oppe og jeg jubler indeni. Jeg er så taknemlig for at jeg fik muligheden for at være sammen med Arthur alene. Det skal vi helt sikkert snart igen. 

Lidt stemningsbilleder:

Nyklippet Tusse 

Max hygge 

Meget stolt af sin nye skyder

Min fodboldstjerne❤️

Mine forældres misbrug

Når jeg skulle sove om aftenen som barn ønskede jeg ofte at jeg ville vågne op i en ny familie. En familie hvor alt var "normalt", og hvor det var trygt at være. Jeg hadede mine forældres misbrug, og det blev en hård kamp imellem mig og alkoholen.
Desværre er det aldrig lykkedes mig at vinde kampen, for mine forældre har stadig deres misbrug!

Min far er "kvartaldranker", hvilket betyder at han drikker voldsomt i perioder. Når min far er på en af sine drukture drikker han fra tidlig morgen og indtil han falder om af druk om aftenen. Hans perioder kan vare fra 10 dage og op til 3-4 uger. Når min far ikke drikker prøver han at opretholde en normal hverdag, hvor benægtelse er hans overlevelse.

Min mor var alkoholikere da jeg var barn, og hun drak meget i en årrække. Udover hendes alkoholisme har min mor altid kæmpet med psykiske lidelser, og hun er afhængig af stesolider. Min mor har ikke et alkoholproblem i dag, men hun er psykisk ustabil og hendes stesolider er hendes livsline. Min mor har altid været en opgivende menneske, som konstant sætter sig selv i offerrollen.

Jeg tilgiver aldrig mine forældre for deres svigt, og for at de valgte deres misbrug fremfor mig. Men det er vigtigt for mig, at jeg kan lære at tilgive og elske mig selv, ellers kan jeg ikke give slip på min fortid......

Kender I det....

Kender I det, når I føler at I har fået en fantastisk idé, men I ikke helt tør at føre den ud i livet!?

 

Jeg har i længere gået med idéen om at jeg vil lave en blog, hvor jeg vil skrive om hvordan det er at være voksen barn af to misbrugere. Helt hudløst ærligt - om hele rutsjeturen.

Desværre har jeg ikke (før nu) haft modet med mig, da det ikke er nemt for mig at smide min facade, og fortælle andre om mine inderste tanker og følelser. 

Jeg lever desværre dagligt med konsekvenserne af de svigt som mine forældre har udsat mig for i min barn- og ungdom. Men heldigvis har jeg udover min store sårbarhed, en fandenivoldskhed som givet mig viljen til ikke ende med et liv som mine forældres.

 

 



 

Jeg har valgt at kalde min blog "fordidukan" af den årsag, at jeg tror på at ALLE mennesker uanset opvækst og personlighed har muligheden for at få det liv som de ønsker, hvis de tror på det og de er villige til at gøre en indsats.

 

Jeg håber at jeg med bloggen vil kunne sætte fokus på det faktum, at der i Danmark, er rigtig mange udsatte børn, unge og voksne der på grund af deres barndom, misbrug, handikap osv. lever et liv fyldt med kampe og nederlag. Samt vil bloggen blive mit fristed, hvor jeg kan komme ud med alt det der fylder inde i mit lille hoved:-)

 

Jeg vil gerne sige stort tak til Denise som er ejer af Sirlig.dk, fordi hun havde tid og overskud til at hjælpe mig med grafik og opsætning af bloggen.